Danskernes kostvaner

Seminar om danskernes kostvaner
Hvad spiser danskerne? Hvor langt er deres kost fra at opfylde de officielle kostråd? Og hvad er de nyeste madtrends i Danmark? Det er nogle af de spørgsmål, som vil blive besvaret på et seminar den 12. marts 2015, hvor DTU Fødevareinstituttet offentliggør hovedresultaterne fra den seneste nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet. Fødevareminister Dan Jørgensen åbner seminaret, som arrangeres i samarbejde med Levnedsmiddelselskabet og Selskabet for Ernæringsforskning.

Siden 1985 har DTU Fødevareinstituttet sat danskernes kostvaner under lup i den nationale undersøgelse af danskernes kostvaner og fysiske aktivitet, DANSDA. I undersøgelsen registrerer deltagerne, hvad de spiser og drikker, og hvor meget de motionerer i løbet af en hel uge. De fortæller også om deres sociale og demografiske baggrund, måltidsvaner samt holdninger til og viden om sund kost og bevægelse.Data fra DANSDA bruges blandt andet til at udarbejde initiativer til at fremme sunde kostvaner og til at vurdere, om danskerne er udsat for sygdomsrisici gennem kosten. Undersøgelserne bliver brugt af forskere, sundhedsprofessionelle, myndigheder, virksomheder og medierne.

DTU Fødevareinstituttet offentliggør den seneste DANSDA rapport med tal fra 2011-2013 på et seminar den 12. marts 2015. Oplægsholdere vil præsentere hovedresultaterne fra undersøgelsen, gennemgå hvordan data anvendes i praksis og illustrere hvordan undersøgelsen kan bruges til at dokumentere nye mad- og måltidstrends. Fødevareminister Dan Jørgensen åbner seminaret.